Peeeew, 2020. Du har dælme været lidt af en rutsjetur. VI lagde hårdt ud med skovbrande i Australien, hastigt videre til en global pandemi, derefter fokus på de kæmpe overgreb på sortes rettigheder med BLM, her i efteråret Me Too-skandaler og så lige 2. nedlukning i Danmark, og ja, resten af verden.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mange af os blev “2020-trætte” og bare ønsker det år slettet, så vi kan starte på en frisk. Det har været hårdt. Men… jeg synes det er SÅ vigtigt, at vi også finder taknemmeligheden i de her skøre tider. Det er vigtigt, at vi også husker på de gode og lærerige stunder, som året har haft. Hvis du (forståeligt nok!) har lidt svært ved at finde taknemmeligheden, så lyt til min og Fies (du kender hende måske fra Instagram-profilen “Fiesenberg”) snak fra d. 29/12. Her taler vi netop om hvordan vi kan finde glæde ved 2020 og jeg guider dig igennem en lille øvelse.
Mit 2020 og opsamling på de intentioner, jeg satte sidste år
Hvis jeg skal nævne ét ord, der har defineret det her år, så må det være transformation. Der har været fuld gas på mit liv i år - måske ikke hvis man ser det udefra, men det føles i hvert fald sådan inden i mig. Jeg føler virkelig, at jeg på mange måder er kommet “ud af puppen” og er kommet meget tættere på at leve et autentisk, glædesfyldt liv der er i overensstemmelse med MIT højeste selv. Og ikke alle mulige andres. 2020 har været fantastisk for min virksomhed, ægteskab og min spirituelle udvikling, og det står i skarp kontrast til 2019, som absolut ikke var mit bedste år. Det var skidehårdt, for at sige det rent ud, og det reflekterer sidste års “nytårsblogindlæg” også.
Hvad jeg dog ikke nævnte sidste år var, at på tærsklen til 2020 vidste Simon og jeg ikke, om vi længere skulle være sammen, og at vi endte med, at holde jul og nytår hver for sig. Vi var kørt virkelig surt i vores ægteskab, med for mange skænderier, for lidt forståelse og for meget ansvarsfraskrivelse. Men 2020 bragte os sammen igen. Eller, det gjorde vi selvfølgelig selv, men 2020 gav os virkelig gode betingelser for at genfinde kærligheden. Lock-down var i sandhed en “blessing”, fordi vi fik al den tid til at tale det ud og bare være sammen. Kærligheden fejlede nemlig (heldigvis) ingenting - vi var bare gledet lidt fra hinanden og havde ikke husket at pleje vores forhold eller give hinanden den plads og respekt, som der skal til i et forhold. Nu står vi dog stærkere end nogensinde, og det gode ved kriser er, at de altid giver plads til forandring og nytænkning.. Fra 2020 er jeg særlig taknemmelig for vores nyfundne hobby med gode vandreture på Hærvejen og i Sverige. Det fyldte os op på mange planer, at komme ud i naturen.
Ro Yoga har i den grad også oplevet en transformation i 2020. Da jeg åbnede min lille hjertebiks i 2017, var det udelukkende med fysiske yogahold i vores hjem i Silkeborg. Jeg startede i vores ene stue med at have 6 elever, så rykkede jeg videre til den anden stue med 8 elever, og i 2019 fik vi færdiggjort en hel afdeling af vores hus til yoga, hvor jeg kunne have 12. Men i år, der lukkede jeg den “fysiske” del med hold, og lagde min virksomhed om til at være 100% online. Det havde været et ønske længe, og selvom det måske føles lidt forkert at sige det, så var det under Corona, at flere fik øjnene op for mit onlineunivers, og derfor kan jeg nu 100% kan leve af min passion. Det er jeg så, SÅ taknemmelig for.
Og så til den spirituelle, personlige udvikling, som egentlig er ret svær at sætte ord på. Hvordan beskriver man lige bedst en følelse af, at hvile mere i sig selv og sin plads i verden? Andet end det nok netop “bare” er det: 2020 har været et år, hvor jeg har fundet mig selv mere, blevet klogere på selv og fået skrællet nogle lag væk. Det var været super hårdt til tider, og bl.a. i efteråret oplevede jeg pludselig, lidt ud af det blå, et minde om et gammelt overgreb blusse op. En episode jeg fuldstændig havde fortrængt, for at passe på mig selv, men som jeg bare ikke længere kunne holde inde. Jeg tror, at det er meget normalt at gamle traumer, bevidste som ubevidste dukker op, når man arbejder med sig selv, men det kom alligevel som lidt af chok. Heldigvis følte jeg, at det kom på rigtige tidspunkt, hvis man kan sige det, fordi jeg netop havde de redskaber, der skulle til for at håndtere det. Jeg har fået nye indsigter, også i forhold til hvad (og hvem) jeg egentlig kan lide at bruge min tid på, og det er virkelig en gave. 2020 er også et år hvor jeg er begyndt at hvile mere i min spiritualitet og ikke være bange for at få “woo woo” prædikatet på mig. For det er stadig sensitivt og lidt weird i mange kredse at sige, at man tror på en højere, universel energi og på noget mere end bare det øjet kan se. Men det gør jeg. Og jeg dyrker min spiritualitet gennem yoga, meditation, astrologi, shamanisme, clairvoyance og alt muligt andet. Det har også ført til nogle “clashes” mellem Simon og jeg, fordi han bestemt ikke identificerer sig med det spirituelle. Men vi bliver bedre og bedre til at lytte til og acceptere hinanden, uden at vi forsøger at presse vores egen holdninger ned over den anden.
To sum it up: 2020 har bragt mig
- Nye indsigter
- Nye oplevelser i naturen
- Vækst
- Genfunden kærlighed
Nåede jeg mon mine forsæt og intentioner fra sidste år?
Jeg havde nedskrevet følgende:
- “Mindre planlægning og mere flow - livet skal nydes nu!”: Man må sige, at Corona hjalp mig en del med den her… Så meget blev aflyst og der var virkelig tid til fordybelse på et andet plan.
- “Omringe mig med mennesker der er positive og får mig til at smile - og som jeg forhåbentlig også kan få til at smile”: Yes! Jeg har sagt farvel til et par venskaber i år, men også sagt hej til nye, som jeg er enormt taknemmelig for. Instagram er virkelig en god platform for mig til at møde nye, ligesindede veninder.
- "Ikke være bange for min egen succes og for at tjene penge”: Den her er lidt spicy, for ugh, Janteloven har (ubevidst) virkelig haft sit tag i mig. Jeg har til tider været nærmest pinlig over at tjene penge på mit kald, for hvis det virkelig føles som min passion og ikke som et “job”, burde jeg så ikke bare dele min yoga gratis? Svaret er selvfølgelig “nej”, for penge er jo en ressource vi ikke kan undvære i vores moderne liv, men det kan alligevel godt være svært at “owne” sin succes. Jeg er blevet lidt bedre til det i årets løb, men det er stadig noget jeg arbejder med.
- “Fortsætte på den bæredygtige rejse, som jeg har været på de sidste år”: Her er der helt klart plads til forbedring. Omend Corona selvfølgelig har jeg gjort at mange planer og arrangement (af de CO-2 tunge af slagsen) er blevet aflyst og jeg kun har fløjet én gang, så har jeg stadig været på to bilferier og købt en del nye ting til hjemmet. Tænker jeg ikke er den eneste, der har haft behov at omrokere lidt derhjemme under lock down, hehe. Anyways, så skal 2021 helt klart have et mere bæredygtigt fokus på nogle punkter.
Nytårsforsæt, der holder
Jeg synes ærlig talt, at vi i wellness/selvudviklingsbranchen hater lidt for meget på nytårforsæt. De har fået et dårligt ry for at være for mål- og resultatfokuserede, “kitsch og ligegyldige fordi hver eneste dag jo er en Og omend der kan være lidt sandhed i det, så tror jeg mest problemet i nytårsforsæt ligger i, at vi ikke sætter dem med de rette intentioner. Vi er ikke helt klare omkring hvad vi vil opnå og manifestere og særligt ikke hvorfor vi gerne vil de ting, vi sætter os for. Vi har brug for blive krystalklare omkring vores mål og ønsker, og manifestere fra et sted af kærlighed, overflod og god energi, fremfor et sted af dårlig samvittighed og misundelse. SÅ hermed mine fem bedste råd til at sætte nytårsforsæt der holder:
1. Hvad længes DU efter? Det er nemt at “shoppe” lidt rundt i andres forsæt og tænke, “nå hvis han og hun gør sådan og sådan, så må jeg hellere også gøre det”. Men spørg dig selv hvad dit hjerte, dit højeste selv egentlig gør og drømmer. Helt uden forventninger fra din kæreste, ven, mor eller samfundet. Det kræver nogle gange lidt “soul searching” og det er ikke sikkert, at du lige rammer plet første gang, men husk, at der er ingen skam i at lave sin mål og intentioner om, henad vejen. Vi vokser og udvikler os som mennesker konstant, så selvfølgelige gør vores mål også det.
2. Giv dit år et tema: Du behøver ikke sætte super specifikke, ultra detaljerede intentioner. De kan også være mere generelle som i “jeg ønsker, at have mere glæde i min hverdag”, og så kan du derudfra finde ud af, hvad glæde i hverdagen er for dig. Jeg plejer at skrive mine forsæt ud fra et enkelt ord, som skal guide mit år. Sidste år var mit ord “tillid” og hvad det er i år kan du læse længere nede.
3. Gå i dybden med, hvorfor dine forsæt er vigtige for dig: Lad os fx sige, at du ønsker at manifestere et nyt job. Hvad stammer det ønske fra? Er det for at bevise overfor dine forældre, at du har succes? Eller er det fordi du længes efter nye udfordringer og en mere fleksibel hverdag, som vil gøre, at du har mere overskud til dine børn? Når vi manifesterer ud fra kærlig og overflod, fremfor frygt og mangel, så har vi langt større succes med at opnå det, vi sætter os for og vi vil opleve i langt højere grad, at universet leder os i den rigtige retning.
4. Find en rollemodel: Hvem kender du, der har gjort det, du ønsker at gøre? At have en rollemodel/forbillede er en super god måde at “overtale” vores underbevidsthed om, at ja, det her kan lade sig gøre. Det behøver ikke være en person du kender personligt - det kan også være en fra de sociale medier, en du har læst om etc. Bare sørg for, at du kan relatere til og identificere dig med personen.
5. Husk på alt det gode, du allerede har: Igen handler det om, at manifestere fra et sted af kærlighed og overflod, fremfor mangel og misundelse. Husk, at du allerede er perfekt og smuk og at de liv har SÅ mange dejlige ting. Der er intet galt i at have intentioner og mål, og du fortjener dem 100%, men vi skal væk fra tanken om at vi ikke har nok i vores liv eller at der ikke er nok af det gode til os alle. For det er der.
Mine 2021 intentioner
Det overordnede tema for mit 2021 skal være eventyr. Jeg vil smage, sanse, mærke og udforske mere af alt det “juicyness" livet har at byde på! Derfor vil jeg…
- Prøve én ny ting hver måned: jeg tror på, at vi skal skubbes lidt ud af den komfortzone engang i mellem, for at vokse til vores højeste potentiale. Så jeg vil forsøge at udfordre mig selv lidt ekstra i det nye år - hvordan ved jeg ikke helt endnu, men forslag modtages gerne!
- Bringe masser af kærlig, omsorg og nærvær ind i de relationer, der værdsætter: mere fokus på at give, fremfor at tage.
- Læse to bøger om måneden, for at udvide min horisont og bringe eventyr ind på en lidt anden vis.
- Flette mere naturlig bevægelse ind i hverdagen: selvom jeg lever af bevægelse og yoga, så sidder jeg også meget ned i løbet af dagen foran computeren. Og jeg skal blive bedre til at komme ned på gulvet i forskellige bevægelser og stræk såsom squat, skrædderstilling osv. Jeg elsker min yogapraksis, men det er klart, at udstrækning én time om dagligt ikke 100% vejer op for at man så (stort set) sidder på sin flade resten af tiden. Der skal strøs lidt bevægelse ud gennem hele dagen.
- Skabe endnu mere glæde og nydelse til mine søde medlemmer gennem Ro Yoga. Min lille hjertebiks føles allerede som et lykkeligt eventyr hver dag, og jeg glæder mig til at se det vokse og trives endnu mere i 2021.
- Ud at rejse - omend det bliver langt, i Europa eller baghaven må tiden vise. Men jeg elsker at opleve nye steder, ny natur og ny kultur
- Holde et brag af en 30 års! Jeg runder et skarpt hjørne nu til sommer, og jeg har i flere år planlagt en temafest - jaja, lidt i god tid, men skader vel ikke.
Hvad har du af intentioner for det nye år?