Disse daddelkugler er en af de bedste, hurtige snacks du kan lave og de indeholder kun 5 ingredienser: dadler, mandler, kakao, kokosolie og spirulina. De er dermed veganske, glutenfrie og frie for raffineret sukker, og du røre dem sammen på ca. 5 min. (i en foodprocessor, vel at mærke), Derudover er de pakket med planteprotein, essentielle aminosyrer, calcium, jern, magnesium og vitamin A, E og K. Alt sammen stammer fra spirulina, som med rette kaldes for en kaldes for en antiinflammatorisk “superfood”.
“Spiru-hva-for-en-fisk?” tænker du måske. Spirulina er en utroligt næringsrig blå-grøn alge med en smuk farve. Den kommer i pulverform og kan nemt tilsættes til smoothies, grød, daddelkugler, eller hvad fantasien nu ellers rækker til. Og nej, kuglerne her smager bestemt ikke “algede”.
Husk at daddelkugler eller “energy balls” kan varieres i det uendelige, alt efter hvad du har i køkkenskuffen. Lad dig inspirere af mine daddelkugler med lakrids og citron eller dem med tahin.
Ingredienser til spirulinakugler
- 200 g. dadler (de store bløde i papæsker)
- 100 g. mandler
- 2-3 spsk. kakao
- 2 spsk. kokosolie
- 3 tsk. spirulina
- Kokosmel til at trille i.
Sådan gør du
- Blend alle ingredienserne i en foodprocessor, indtil du har en masse, der begynder at hænge sammen. Jo længere du blender, jo nemmere kan du forme dejen.
- Tril massen til kugler og vend evt. i kokosmel
- Lad dem gerne sætte sig en halv times tid i køleskabet. Opbevares i en lufttæt beholder på køl.